Af Patrick Damsted

Det er tæt på midnat en torsdag aften. Og mens jeg spiser min burger får jeg et sjældent indtryk. Faktisk får jeg mit første indtryk allerede da jeg sætter mine tasker ved bordet der står ved siden af deres. Jeg kan høre dem mens går op for at bestille. “Det stod altid i hans karakterbog. ´Peter snakker meget om tv´, det stod altid i hans karakterbog”, siger den ene. Han taler lidt højere end de andre for at fange deres opmærksomhed. Og da han får den, begynder han en længere enetale om et finurligt emne, der ikke rigtig kan indfanges.

Mens jeg venter på at pigen bag disken skal udlevere burger og fritter, skærer deres stemmer stadig og afdæmpet gennem den samlede snak. Disse fire fyre, der tydeligt er i slutningen af deres liv, taler og taler. Med indadvendt indlevelse. Derfor er de meget anderledes end de andre der taler her. De andre taler nødtvunget og praktisk; “Hvad skal du have?”, siger manden og går op til kassen for at effektuere konens ønsker ved kassen.

Men ikke disse fire fyre. De taler - og taler. Først tror jeg de taler samtidigt. Det virker som om de ikke lytter til hinanden, men bare snakker uden nogen til at lytte. Hver især taget over af en eller anden djævel, der sidder tilbage efter den ene livsforandrende hændelse der skulle til at stoppe deres forventede livsbane og give dem en drastisk anderledes. Men langsomt - mens jeg spiser mig gennem fritter og burger - går det op for mig at de taler sammen. Men i to par og på tværs af bordet.

Den ene begynder på en historie: “Jeg vidste jo godt jeg ikke kunne regne. Men dengang var jeg jo ligeglad. Så kom jeg op til session og mig og en kammerat ville gerne ind til flåden. Vi havde ligesom hørt at det skulle være ret fedt at sove på Holmen, ikk? Eller lissom kunne sige at man sover på Holmen, ikk? Og så var det jo det der trak. Så var der en pige, jeg tror hun hed Lise, og hun hjalp mig altid med regningen. Sådan lige sagde; ´så gør du sådan og så gør du sådan´ ikk? Og hun hjalp mig sgu tit. Men hun var jo ikke med til session, så det gik ad helvede til. Og jeg vidste jo godt at man skulle kunne regne hvis man ville sejle med et skib, ikk? Og så sagde de jo til os - mig og min kammerat - at vi ikke kom ind så vi kunne godt gå hjem. Men så blev vi sgu på Holmen og lissom sov der, ikk? Så kunne vi om ikke andet jo sige at vi havde en nat på Holmen. Og jeg kom hjem næste dag og der sagde min mor og far, at jeg havde fået et brev fra sessionskontoret og i det stod der at jeg ikke havde bestået. Og det vidste jeg jo godt, ikk? Men så spillede jeg jo ligesom overrasket overfor dem”.

Manden der lytter er ældre, af god beskaffenhed og ligner en der har en kone. Eller måske har haft det indtil for nyligt.Tøjet er ikke nusset og lidt for slidt. Det er det hos ham der taler. Han er første-dags ubarberet, med hvide skægstubbe og en næsten tom pakke North State. Han tager en smøg fra pakken og taler videre på en måde der virker som om det er allerførste gang han fortæller historien til nogen overhovedet. Måske er det første gang - måske har de andre hørt den utallige gange. Men så spiller de da venligt medlevende og overraskede over den relativt pointeløse historie. “Gad vide hvad de laver her?”, tænker jeg og kigger mig omkring på denne gudsforladte undskyldning for en overoplyst burgerbar.

Det er kun den ene af dem der har en øl. En stor - men næsten tom - fadøl. Han er til gengæld alvidende - “Finnerne var klædt i hvide uniformer men russerne kom jo bare trampende gennem sneen” - og iført meget slidt tøj - “Derfor blev de slået ihjel i hobetal”. Jakken er gået op på ærmerne og foret, som er en billig enkeltlags, hvid masse der er helt flad, er godt på vej ud af hullerne. Hans beskidte fødder er delvist dækket af et par blå kinasko og hans bukser beskidte på en måde, som giver mig en velbegrundet mistanke om at de bukser ikke har været helt af siden han fik dem.

Den anden samtale, der går på den modsatte vej af bordet, er mellem en fyr der ser ud som om han ikke drikker. Længere. Han sidder med en kop kaffe men har det her lidt smertelige underdog-udtryk, man får når man har en helvedes dårlig samvittighed som aldrig går væk, en af dem der vil være der resten af livet. Den samtale er præget af alvidenheden. Han taler Første Verdenskrig, så Anden Verdenskrig, så taler han Østfront, Vestfront, Afrika, dansk historie, verdenshistorie, men ikke sin egen historie. Den gemmer han bag det evigt urytmisk hoppende ben. Der er noget derinde, en rastløshed der ikke kan tæmmes. Måske er han for klog for de andre. Måske er han dummere. Han er i alle fald den der ved mest, men ser mest slidt ud. Det er sjældent at fakta og grundviden har reddet nogen fra livet.

Og stadig går det mig lidt på at det virker ulogisk at de sidder her. Midt på Hovedbanen og ikke på et værtshus. Eller hjemme hos en af dem, hvis der er en der har et hjem. Hvorfor sidder de her, hen under midnat, på det mest urolige sted i den mest urolige bygning i byen? Med glasvinduer som vægge og udspredt ovenlys som eneste lyskilde. Fordi det er deres sted, deres stamværtshus, beslutter jeg. Det giver mig lidt fred i hjernen til at lytte igen. Her virker de ustressede i forhold til alle os andre forvirrede sjæle på gennemtræk, fra perron til perron.

“Så var der denne her pige, som jeg så på jobbet”, det er ham der missede marinen der taler igen, “og hun var så smuk. Hun boede nede på Frederiksgade, du ved, dernede ved fuglehandlen, kendte du den?”, og ham den pæne mand nikker pligskyldigt. “Og så måtte jeg jo ned at se på hende. Og jeg stod der flere timer og pludselig så var hun der. Og hun var så smuk, så jeg skød brystet frem. Smuk, forstår du?”, og den pæne mand nikker pligtskyldigt igen. Men historiens slutning er - ligesom den forrige - pointeløs. Stille dør den hen, mens de fire mænd kigger på deres væske indtil de rejser hovederne og deler en ny historie.

Dette er deres verden. Fire borde i bunden af Train Fast Food på Hovedbanegården i København. En tilfældig torsdag aften lige før midnat. Og her er pointerne historieløse og omvendt. Det ene bord er optaget af to udlandsk udseende fyre, der snakker sammen på et sprog jeg ikke kan høre. Det andet er optaget af en gangsbesværet mand i firserne og hans harem af tre ældre kvinder. Den ene løser kryds og tværs. “Altså det er da aura er det ikke? Hør her; ´hvad hedder den hal der følger indgangspartiet?´, det er da aura ikke?” og hendes veninde retter hende blidt. “Nejjhh, hedder det ikke aula”, “Nå, joh”, svarer hun med æren i behold.

Det tredie bord er mit og de fire ældre mænd der sidder og taler med hinanden, har det fjerde bord. Dette er deres verden. Min burger er slut. Der er ingen undskydlning for at blive hængende. Jeg overvejer at optage dem så jeg har deres stemmer og deres samtale, men jeg opgiver fordi jeg for det første ikke kan overskue at hive udstyret frem uden at de opdager det og fordi jeg ikke kan gennemskue de eventuelle juridiske - endsige menneskellige - konsekvenser, hvis de opdager det. Måske er de bare søde og glade ved tanken om at blive gemt. Måske bliver de vrede og kede af deres pointeløse historier bliver arkiveret. Opgivet bliver idéen og jeg ved heller ikke hvorfor alt skal gemmes. Disse mænd sidder jo bare her lige nu og det er det øjeblikket skal bruges til. At sidde her og tale til hinanden, mens tiden går.

Mens jeg samler min bagage og mig selv, smugkigger jeg endnu en gang på de fire gamle mænd. Livet er aldrig til at forudsige, det er det eneste vi ved. Jeg ved ikke om jeg dør før dem, men jeg er næsten sikker på at det er sidste gang jer ser dem. Derfor kigger jeg igen. Og lidt for længe. De er forskellige. Ældre mænd i versioner mellem arketyperne morfar og nedfald. Og her sidder de så, af årsager jeg ikke kender, og her efterlader jeg dem og det eneste jeg får med er denne pointeløse historie, som jeg skriver mens jeg deler kupé med en snorkende og skuffet Brøndbyfan og en ung pige der netop er hjemvendt fra Bruxelles.