I går var jeg til gudstjeneste i Faderhuset. Jeg fik hilst på Ruth Evensen, hendes søn Simon Peter og alle de andre banditter.

• Det var første gudstjeneste efter Ungdomshuset blev ryddet
• Det var første gudstjeneste efter de massive uroligheder i København
• Der var et forholdsvist stort opbud af politi uden om kirken (men ingen demonstranter)
• Der var enormt meget sikkerhed ved indgangen og under gudstjenesten i form af et privat sikkerhedsbureau
• Jeg og mine tre gruppemedlemmer efter alt at dømme var de eneste ikke-medlemmer af sekten, som var til stede
• Fordi Ruth Evensen under sin tale direkte adesserede mig og de tre andre og bad os om at bringe et budskab videre til Danmark

Inden selve gudstjenesten gik i gang, blev vi først budt velkommen af Simon Peter Evensen. Ruth kom derefter ned og hilste på og spurgte venligt til, hvem vi var, og hvorfor vi var kommet. Vi forklarede sammenhængen, og hun sagde, at vi var meget velkomne (vi skriver projekt på RUC om fundamentalistisk kristendom).

Lige inden Simon Peter startede gudstjenesten, blev vi spurgt, om vi havde optageudstyr med, tydeligvis fordi de ikke ville tolerere, hvis vi optog under gudstjenesten.

Ruths sejrstale

Efter en times lovsang og en times prædiken ved Martin Bergsøe om postmodernismens og humanismens forfærdeligheder, tog Ruth ordet. Her er et lille udpluk, lettere sammenskrevet.

“Det er jo sjældent, at vi taler om Ungdomshuset her i Faderhuset. Men i dag vil jeg gøre en undtagelse,” sagde Ruth Eversen.

“I fem år har I finansieret den månedlige husleje på 60.000, som vi har skullet betale måned efter måned, mens huset var besat. Jeg er stolte af jer, og jeg vil gerne rose jer, for jeres udholdenhed. Faderhuset har sejret!” Sektens medlemmer, der tæller ca. 40 personer, brød ud i vild jubel og hujende tilråb.

“Det er kun lykkedes, fordi der var en kvinde, en Guds kvinde, som turde stå fast. Kun fordi der var en Ruth Eversen, som ikke rokkede sig en millimeter, men hele vejen igennem holdt fast i det, som Gud havde pålagt hende - dvs. mig. Mange medier, og også Ritt Bjerregaard under mødet på Rådhuset, har spurgt mig, hvorfor jeg dog ikke bare sælger huset og høster gevinsten. Jeg griner af dem - hvor dumme er de? Vi har oplevet at Gud har pålagt os, at købe det hus, og fordi jeg har holdt fast i hans løfte, har vi nu sejret. Det er den magt vi har, når vi tilhører Gud.” Vild jubel og stor klapsalve.

“Medierne har hængt os ud. De autonome håner os, og påstår, at de forsvarer en kultur, som vi angriber. De kaster med sten og sætter ild til uskyldige menneskers biler, går i mod politiet og spærrer gaderne, så fødende kvinder på Nørrebro ikke kan komme på hospitalet. Undskyld mig, men hvis man opfører sig sådan, hvordan kan man så påstå, at man forsvarer en kultur? Det er ikke kultur, men bare Satan, der kæmper en håbløs kamp mod Gud.”

“Gud har store planer med Faderhuset. De fleste tror, at vi snart kan ånde lettede op. Men sådan bliver det ikke. Er det ikke fantastisk, at en menighed af rettroende og disciplinerede kristne, har kunne have sådan en samfundsforvandlende kraft? Vi er eksponeret ikke bare i hele Danmark, men også det meste af verden. Hvad siger I? Hvad synes I det næste skal være? Hvad med homoseksualitet?”

Ruth hævede stemmen mere og mere.

“Danmark har tilpasset sig tidsånden, og Folkekirken vier i dag homoseksuelle. Det er ikke naturligt for to mennesker af samme køn at være sammen. Undskyld mig, men vi er bare ikke fysisk indrettet til det! Og hvad med lesbiske, som åbenbart skal kunne få kunstig befrugtning? To kvinder, der får børn? Det er ikke Guds vilje!”

“Og hvad med pornografi, hva? Hvad med abort? Hvad med incest, hva? Det bliver det næste. Vi har styrken, og vi har troen. Vi lever i et samfund, hvor børn leger med satanisk legetøj. Leger med monstre. Faderhuset vil forandre Danmark. Vi har kraften til det, den samfundsforvandlende kraft. Hvorfor har andre kristne ikke den magt? Fordi de er lunkne. Vi kan kun sejre ved at have et stærkt lederskab, og en disciplineret menighed.”

Det var nu, at Ruth henvendte sig til os fire: “I gymnasieelever (Ruth Evensen tror åbenbart, at RUC er et gymnasium) kan godt gå ud og fortælle alle de andre, at det er sådan, det er.” Hun pegede ned på os. “Det er sådan vi er. Vores kraft vil forvandle Danmark!”

Atter henvendt til sektens medlemmer: “Det er klart, at når man oplever forfærdelige ting, som det der sker på Nørrebro, så bliver man lidt bange. Men det skal I ikke være. Nørrebro har ikke en chance.”

Gudstjenesten sluttede med sejrsjubel, dans og kristne rocknumre om at kæmpe Guds kamp i denne verden.