Fra bogen Islamister og Naivister ved vi mange ting om totalitære ideologier og deres religioner. Vi ved at de muslimske salafister opfatter Koranen fundamentalistisk, og at de lægger de religiøse åbenbaringer til grund for sharia. Denne sharia er religionens åndelige moral omsat til love. Vi danskere ryster normalt på hovedet af salafisternes bekendelse til sharians klare anbefalinger af dødsstraf, afhugninger, stening og pisk. Især når disse straffe rammer handlinger og mennesker, som vi vil kalde relativt uskyldige: homoseksuelle, alkoholbrugere, førægteskabelig sex, utroskab, fritænkere, og muslimer, der er konverteret til kristendommen.

Men der er mere slinger i valsen, når det kommer til at koble urimelighederne sydpå til andedammen nordpå. Til nød ser vi de uheldige aspekter hos de hjemlige islamister, men det er straks værre at genkende det samme mønster hos Justitsminister Lene Espersen, når hun padler rundt i sin egen sære logik blandt ligesindede.

Visse kritikere spørger retorisk, "hvad har Lene Espersen nu røget?" Men det er et urimeligt spørgsmål, for hun ryger jo ikke hash. Den skarpsindige ved nemlig, at vores justitsminister er meget imod euforiserende stoffer. Når der altså ikke lige står alkohol på etiketten. Vi har alligevel aldrig hørt ministeren udtale sig negativt om en god flaske rødvin. En ægte tilhænger af hash havde nok næppe foreslået, at minimumbøden for besiddelse af hash skulle være 2000 kroner.

Det er her parallellerne bliver interessante. For hvad er det, at vores justitsminister har kørende med de stoffer, og hvad er lighederne til de "meningsstærke" imamer?

Jo, vi har i Danmark en gruppe af mennesker, som deler skæbne med Irans homoseksuelle og alkoholbrugere. Politikerne kalder dem i nedsættende vendinger narkomaner og misbrugere. Det er efter sigende umuligt at bruge andre stoffer end alkohol uden at være misbruger. Sådan er logikken i hvert fald i regeringens ideologiske fundament, "Kampen mod narko". Ikke at disse holdninger er begrænset til den siddende regering. Stofbrugerne begår ingen anden forbrydelse, end at de med mellemrum nyder rusmidler, der ikke lige alkoholiserer dem. Danmarks nuværende ypperstepræstinde for Rigtigt og Forkert, Lene Espersen, ser med bekymring på den slags, og hun har travlt med at fortælle alle, hvor "farlige" stoffer er, og hvor vigtigt det er at "sende de rigtige signaler". Ingen tvivl om, at brugerne er undergravende elementer, der ødelægger den danske kultur og alt, der er Godt og Rigtigt.

Udenforstående kan objektivt se, at alkohol fra et medicinsk synspunkt er mindst ligeså farligt som hash. Ofte farligere. De alvorlige farer ved alkohol er veldokumenterede, men rusmidlet er alligevel lovligt. Samtidig har man legitimeret forbudet mod hash pga. dens farlighed, selv om de sagkyndige siden 1894 har frikendt hashen for at være farligere end alkohol.

Med andre ord er den danske stofbruger ligeså "kriminel" som den iranske alkoholbruger. Det er en kunstig kriminalitet uden ofre. Set i rene konsekvenser er ethvert misbrug et socialt problem, og ganske ofte af en betydelig størrelse. Om folk kommer galt afsted på alkohol, hash eller heroin er for så vidt det samme, når konsekvenserne gøres op. Det samme kunne siges om skiferier, som årligt lemlæster utallige danskere. Rusmidler er derimod som en anden verden. Den er som en åndelige verden udenfor den fysiske, og her går man ikke meget op i de målbare konsekvenser. Man forholder sig nemlig til forskelligt til problemet alt efter hvilket rusmiddel, der medvirker til beruselsen. Der er enighed om at misbrug er noget skidt. Der stopper det til gengæld også. For når alkoholikeren påfører sig skader, er det lovligt, men misbruger en person hash så er det pludselig en strafbar handling. Og ikke nok med det: hvor ethvert forbrug og misbrug af alkohol er lovligt, så er selv et uskadelig forbrug af hash ulovligt. Modstanderne af andre-rusmidler-end-alkohol virker næsten skizofrene på dette punkt.

Det er også derfor, man kan tillade sig at sammeligne justitsministerens holdning til stoffer, og hendes håndfaste løsninger, med de religiøst motiverede islamister.

For i religiøse spørgsmål drejer det sig om at se verden i godt og ondt, sort og hvidt. Simple analyser af konsekvenser i den virkelige verden er utilstrækkelige for den religiøse fanatiker. Den virkelig grund til opdelingerne er som ikke relateret til de synlige konsekvenser. Dommene bliver foretaget i den del af den åndelige verden, hvor den hyppigste vending er "sådan er det bare". Fordi! Det er først den moralske vane, der bliver trukket frem fra pistolhylsteret. Konklusionen er givet på forhånd, og vi mangler sådan set bare et par gode grunde til at omdanne moralen til "dansk sharia". Derfor lægger vi i anden runde de perspektivløse grunde frem: "det er farligt", "folk får psykoser", "folk bliver afhængige". Uagtet at alle disse farer også eksisterer i alle mulig andre sammenhænge. Uagtet at eksperterne siger at hash ikke er farligere end alkohol!

I denne sære logik er en lille klump hash eller en Ecstasy pille en skrækkelig forbrydelse. Ikke på grund af stoffernes virkninger, for de er ikke værre end alkohol, men pga. det moralske aspekt i at tage stoffer. Heraf følger også den fascinerende tanke, at de involverede jo dårligt nok er mennesker, så alle midler må tages i brug for at stoppe dem. Er det ikke altid sådan i totalitære regimer med ufrie regler? At relativt uskyldige ting bliver blæst op til at være samfundsskadeligt, ene og alene med det formål at vores nuværende inkarnation af Retfærdighed kan legitimere at knuse de uønskede elementer under en regn af hårdere straffe? Og gør de det ikke altid for at beskytte?

Det er også derfor Danmarks stofpolitik er en art religiøs "dansk sharia". Moral af åbenbaret karakter, der er omsat til lov. Legitimiteten af denne linie er den tynde fernis af "farlighed", men politikernes blanke afvisning af eksperternes entydige udsagn, som ved hashen, viser med al tydelighed, at det er det religiøse værdigrundlag der bestemmer.