Af Jesper Kristensen

Jeg har gjort noget dumt. Det føltes fantastisk godt, men gør det ikke altid det i starten? Min hjerne og krop er som ild, og der fyger hvidglødende bølger af lys, lyst og liv rundt i hjernen. Mit syn skuer gennem en linse af lyserødt glas. Der findes ingen rus som denne. Selvfølgelig ignorerer jeg faresignalerne, f.eks. som dem der kommer, når jeg er væk fra målet for min attrå.

Følelsen af savn og ensomhed er ubærlig, og jeg vil gøre alt for at lukke denne afstand mellem os. Alt for at være i beruselsens psykotiske greb.

Min hjerne i flammer ignorerer også statistikkens isklare stemme: at nydelsen snart vil blive afløst af mere moderate følelser, ikke dårlige, men alligevel ikke på niveau med hidtil. Og flertallet af os holder ikke mere end 4-5 år. På det tidspunkt er alt for mange langt forbi toppen, euforien er ophørt, og de kærlige følelser er vendt til modvilje og i nogle tilfælde had.

Ned ad bakke
Efter skilsmissen siger de, at det nemt bliver værre. Ikke blot får jeg med al sandsynlighed et psykotisk forhold til min tidligere ægtefælle, men jeg risikerer at blive ramt af depression og måske drevet ud i afhængighed af medicin eller alkohol.

Mere end én djævel har lokket med øl, vin og whisky, når følelserne bliver til is. I min kemiske nedtur kan symptomerne blive så forfærdelige, at jeg måske endda begynder at opføre mig dybt egoistisk overfor mine egne børn, bruge dem i et ondt spil mod kællingen.

Aggression og vold mod både den hende, mit tidligere stof, og børnene er en mulighed. Som minimum vil jeg være rundhåndet med sylespidse stik dybt i hendes følelser og andre skjulte spil for at glemme min egen kemisk ulykkelige hjerne.

Men her og nu er jeg opfyldt af ekstatisk lykke. Forelsket i min perfekte kvinde. Og i dag skal ægteskabet stå. Når jeg står i det, vil jeg tro hvert et ord af "til døden jer skiller".

Farligt og samfundsskadeligt
Når skilsmissen kommer, vil jeg dog gøre noget helt andet. Og jeg vil være undskyldt, da jeg ikke er ved mine fulde fem. Det er klart at forelskelse og ægteskaber er farlige. Sådan vil min dramatisering i hvert fald lyde.

Det er såmænd også nogle horehuse på universiteterne, hvor jeg kan købe forskere, der vil levere de resultater jeg er interesserede i. Slår alt fejl, er det givetvis en smal sag at overtale nogle journalister til at præsentere den ene fordrejede undersøgelse efter den anden.

Kritikerne vil sige, at det er en offerløs forbrydelse, og at kærligheden kun vedkommer partnerne. Jeg siger derimod, at dette er noget vrøvl. Det er tydeligt at vi har med ekstremt farlige stoffer at gøre her. Folk tænker slet ikke klart. Vi ser på uoverskuelige samfundsmæssige konsekvenser: psykoser, depressioner, sociale problemer og udgifter i milliardklassen pga. indlæggelser, psykologbistand og medicin. For ikke at tale om seksuelt overførte sygdomme med sterilitet, sygdom og død til følge. Kun folk på forelskelsens stoffer og de moralske dekadente kan vel opponere denne holdning?

Det vil aldrig være nok bare at regulere kærligheden mellem to mennesker, for det er en tikkende bombe hvis inderste natur tager magten fra de implicerede. Fornuften forsvinder i ildstormen af hvidglødende kærlighed, og derfor mener jeg, at det er samfundets opgave at gøre alt for at forhindre disse samfundsskadelige konsekvenser. Kærligheden og ægteskabet må simpelthen gøres strafbart, og problemet med formering af racen må gøres ad steril medicinsk vej. Problemet må løses uden eufori!

Og jo hårdere straffe jo bedre. For kun hvis samfundet gør holdningen til denne forfærdelige forbrydelse klart, kan vi håbe på at afskrække uskyldige unge fra at komme ud i livslange problemer. Som politiker er jeg helt overbevist om, at jeg er i stand til at vinde denne Kamp mod Kærligheden. Kun i de grelleste tilfælde, hvor parterne tydeligvis er håbløse og uden for pædagogisk rækkevidde vil vi overveje at udlevere Frit Ægteskab til dem. Men det er sidste udvej, en nødløsning. Det vil kun blive tolereret, hvis disse mennesker allerede har mistet alt: job, venner, familie.

Det vigtigste er at vi sender klare signaler om, at samfundet ikke bryder sig om den slags meget farlig adfærd. De første lovforslag vil foreslå bøder på minimum 500 kr. for offentlig fremvisning af forelskelse. I gentagne tilfælde vil frihedsstraf komme på tale.

Fremgangsmåden med forbud er allerede brugt ved de euforiserende stoffer, så hvorfor skulle det ikke virke her?