Af Jesper Kristensen

Set udefra kunne hash og alkohol være to bilmodeller. De to modeller ser rimelig ens ud, og det er nemmest at skelne dem på farven: den ene er blå, den anden rød. Bevares, bilerne er ikke helt ens.

Motorerne er forskellige og der er forskel på antallet af døre. Ingen af de to bilmodeller kan desværre sige sig fri for at være indblandet i uheld.

Den blå bil har en tendens til at slå folk ihjel og give alvorlige fysiske skader, mens den røde faktisk aldrig decideret slår folk ihjel.

Ofrene for den røde bil er dog mere psykisk påvirkede af uheldene. Ud over det, er det nu rimelig nemt at se, hvilke konsekvenser begge modeller har.

Så får piben en anden lyd
Her ville det være meget mærkeligt, hvis politikerne skældte den røde bil hæder og ære fra ud fra den ene grund, at den ikke er blå. Det ville være ren diskrimination, hvis den blå bil blev vurderet nøgternt i forhold til dens effekter i den virkelige verden, mens den røde bil blev vurderet efter et tros-baseret regelsæt, hvor de faktiske observationer af bilen blev ignoreret og fordrejet.

Det er ikke desto mindre det, der sker i politikernes hoveder, når de vurderer hashen. Det er som om ingen appel til videnskabelige kendsgerninger kan rokke en centimeter ved politikerne hårdnakkede påstand om, at "hash er farligt og bør forbydes".

Alt imens råder der en rationel stemning ved alkohol. Her kan man sympatisere med brugerne, og trods alkoholens velkendte skader, synes politikerne alligevel, at borgerne i samfundet har ret til at bestemme over sig selv. Sympatien stammer uden tvivl fra, at man også selv nyder alkohol, men også fordi man som demokrat ikke synes, at de ansvarlige brugere skal straffes urimeligt for alkoholikernes misbrug.

En anden verden
Hashen ligger derimod lige i begivenhedshorisonten til det hinsides. Problemet i logikkens verden er, at ingen kan forklare, hvad der er så særegent forfærdeligt ved rusmidlet. Hash "kører enkelte ned i trafikken", men modsat alkohol er de fysiske skader af disse "uheld" meget milde. Der findes ingen dødsfald alene af en overdossis hash. Ikke engang hos de tunge misbrugere formår hashen at dræbe, og abstinenserne er kun irritabilitet, svedeture, søvnbesvær og tankemylder i en uges tid. Konstant hashrygning giver helt sikkert sociale problemer, men ikke så få af disse skyldes ret beset forbudet selv.

Bliver hash bedømt for de observerbare effekter, og bliver hash meningsfyldt integreret i resten af vores antagelser om verden? Intet tyder på det. Ikke bare bliver det ene ekspertudsagn efter det andet ignoreret, men politikerne udbreder endda direkte usandheder om hashen. Regelsættet, der dømmer hashen, virker sært isoleret fra resten af vores erfaring. Reglerne i denne verden er snarere opbygget som i middelalderen, hvor kirkefædrene tænkte i sort-hvide absolutter. For mange politikere er der end ikke forskel på at "bruge" eller "misbruge" hash. Forbudssidens gjaldende trompeter forkynder derfor monotont, at "hash er farligt". Herefter indstilles enhver tankevirksomhed, og man er glad for at have kategorisere hash som "ondt" og af Djævelen. At et stof er farligt betyder naturligvis noget, men det er og bliver første spæde skridt i en samlet analyse af emnet. Der er jo så meget, der er risikabelt.

Værdikamp v.2.0
Hashen vurderes af et lille afkoblet regelsæt, hvor politikerne føler, at de kan tillade sig at se stort på moderne irritationsmomenter som beviser og sammenhæng. Problemet er, for at vende tilbage til Sam Harris, at sådanne verdensfjerne anskuelser desværre har vidtrækkende effekter i den virkelig verden, da vores anskuelser faktisk styrer vores adfærd. Nogle udmønter sådanne verdenssyn i love, andre tror fuldt og fast på profeten og sprænger sig selv og uskyldige i luften.

Stadig i tvivl? Tænk om man fandt et stof kaldet "Q". Uden at vide det mindste om stoffet, er vi da alligevel ikke i stand til med 100% sikkerhed at forudsige stoffets legale status efter en tur i den politiske mølle? Blot ordet "fare" strejfer et rusmiddel, så forbydes det kætterske stof øjeblikkeligt. Som flertallet lakonisk bemærker, ville alkohol blive forbudt, hvis det blev vurderet efter samme målestok som hashen.

Tænk også på den evindelige undskyldning: "vi ved ikke nok om stoffet, langtidsvirkningerne er ukendte". Denne klagesang har lydt siden 1894, hvor den første store videnskabelige rapport frikendte hashen for alvorlige fysiske og sociale skader. Ganske som i troens spørgsmål antager de, at det blot er et spørgsmål om tid, før det bliver bevist at stoffet er farligt som plutonium. Indtil da må vi leve vores jordiske liv efter forskræmte regler, med trusler om bøde og frihedsberøvelse, og tro på at dette livs bøder og straffe var det hele værd.

Troen er dog en forfører, for helt blinde er politikerne ikke. Derfor griber de også alle pressens rapporter om hashens påståede farlighed med kyshånd. I heroin-debatten er volumen skruet helt op, så visse personer nægter fri tilgængelighed af livsvigtige præparater, fordi man mener, at det sender de forkerte signaler, hvis folk ikke jævnligt dør af heroin.

Og så er det lige pludselig ikke så uskyldigt at have et skizoidt verdenssyn.

Sam Harris er forfatter til "Troens Fallit: Religion, Terror og Fornuftens Fremtid"