Af Jesper Kristensen

De fleste tager afstand fra brugen af stoffer. Markant endda. Holdningen er et indgroet følelsesmæssigt respons fra årtiers korstog mod nydelse og psykedeliske oplevelser. Som begrundelse anvendes den tyndeste fernis af alle: "stoffer er farlige". Absurditeten af at appellere til stoffernes farlighed er indlysende, for verden er fuld af endnu farligere ting, der ikke er forbudte.

Analytisk katastrofe
Alligevel stopper 99% af befolkningen deres analyse af euforiserende stoffer i det øjeblik, at de ser den mindste fare ved dem. Det er tydeligt, at de føler, at de har gjort deres moralske borgerpligt. Politikerne indfører progressivt hårdere straffe, som de føler "sender de rigtige signaler", og journalisterne formidler taktfast i politikernes fodspor.

Men der er rigtig gode grunde til at kritisere denne øjensynligt uangribelige moralske position.

Moralens vogtere har fået deres tænkning kapret, og de er ivrige for at gå direkte til Forbud. Desværre er dette en grov forsømmelse af den menneskelige nødvendighed af at sætte tingene ind i deres rette sammenhæng.

Modelforskelle
Problemet ligger i den måde vi forholder os til farerne på: her på to vidt forskellige måder, alt efter om det er biler eller stoffer der vurderes.

Det er normalt nok at forholde sig forskelligt til den øjensynligt ens ting, tænk for eksempel på to tragiske dødsfald, hvor et ungt menneske i begge tilfælde mister livet. Begge tilfælde er tragiske og har samme resultat, men omstændighederne påvirker vores opfattelse af hændelsen.

1) En ung man dør i et trafikuheld, og de tekniske undersøgelser viser et defekt forhjul, som sendte den unge mand ind i et uheldigt placeret vejtræ.

2) En ung mand er offer for et røverisk overfald, hvor gerningsmanden støder en kniv i hjertet på ham.

Vi ved, at alle bilproducenter står over for den uheldige kendsgerning, at brugen af deres produkter på et tidspunkt vil koste livet for brugeren. Dette er en forfærdelig kendsgerning, men bilproducenterne (og staten) sikrer trods alt deres produkter efter alle kunstens regler. I maj 2007 døde der 38 personer i trafikken i Danmark. Men ingen kunne af den grund finde på at beskylde Opel for mord, bare fordi en af deres biler var indblandet i en dødsulykke.

Det andet tragiske dødsfald er mere grusomt. En uskyldig, myrdet af en moralsk anløben gerningsmand, der sætter håndører over et andet menneskes liv.

Moralsk er der ingen sammenligning mellem de to tilfælde.

Alle rusmidler (undtagen alkohol og tobak) bliver vurderet efter morderscenariet, også selv om anvendelsen af stoffer er en offerløs forbrydelse, der har alt til fælles med biluheldet. Man taler i en skinger tone om, at pusherne "sælger død" og forsøger at straffe dem, som havde de stødt en kniv direkte i hjertet på brugerne. Dette er en absurd opfattelse af situationen. Nok forårsager stoffer problemer - og sommetider dødsfald - men det er ingens erklærede formål at gøre skade.

De virkelige skurke?
Skal man absolut pege på en gruppe, der velvidende påfører deres medmennesker unødig lidelse, social marginalisering og død, så er det politikerne.

Det er en kendsgerning, at der altid uafhængigt af lovgivningen findes en efterspørgsel efter euforiserende stoffer. Trods dette ubestridelige faktum, dømmer politikerne med fuldt, morderisk overlæg tusinder af danske stofbrugere til et liv under skadesforøgende forhold.

Det er også en kendsgerning, at forbud skaber et marked, der er fyldt med stoffer af usikker styrke og renhed. Dette resultat sender med 100% sikkerhed et overtal af brugere og narkomaner direkte i døden. I Danmark er narkorelaterede dødsfald femdoblet fra 1975-1994 for derefter at stagnere trods en generelt stigende trend i forbruget fra 1995-2007. Måske er grænsen i 2007 nået for politikernes evner til at gøre stofferne farligere end de burde have været?

Siden 1990 har Danmark blandt unge under 40 opnået europæisk rekord i narkodødsfald. Perioden har ikke budt på andet end hårdere straffe og nultolerance.

I USA er signalværdien skruet endnu højere op. Her har man forbud mod uddeling af kanyler, selv om man derved dømmer tusinder unødvendigt til HIV og leverbetændelse. Af samme ideologiske grunde er man i USA med mod Naloxon, selv om forsøg har vist at det kan redde narkomaners liv. Deres grusomme argument er, at det ville sende de forkerte signaler, hvis folk begyndte at overleve deres heroinmisbrug. USA har om noget problemer med stoffer. I Danmark giver moralsk ideologi unødvendig forhaling af selv så simple ting som fixerum.

Desværre ser det ud som om politikernes "høje moral" nærmere virker - tilsigtet eller ej - som skyklapper, der bliver skudt ind mellem lovens bogstav og dens skadesforøgende effekter.