Af Jesper Kristensen

Sådan er de seneste udtalelser fra Stanley Zammit, som også bakkes op af Merete Nordentoft fra vores eget Bispebjerg Hospital. Det må være en usigelig lettelse for politikere verden over, at deres bøder, fængslinger og mord på cannabisnyderne ikke har været helt spildte.

Det kan vel ikke komme som en overraskelse, at sagen dybest set er en fis i en hornlygte? Også selv om studiet faktisk er ret godt?

Hvad er sikkert fra undersøgelsen?
Undersøgelsen er krystalklar på et punkt: der er en sammenhæng mellem det at ryge hash og lide af skizofreni, og det lader til at være værre, jo mere man ryger.

Ordet "sammenhæng" er ikke tilfældig valgt. Det har en helt speciel betydning i videnskaben. Det betyder intet andet, end at hash og skizofreni optræder samtidig, når man undersøger befolkningen.

Der er også en sammenhæng ("korrelation") mellem hovedpinepiller og hovedpine. Det siger dog ikke noget om, hvorvidt hovedpinepiller forårsager hovedpine eller omvendt. Dertil kræves andre kliniske beviser (eksempelvis en farmaceutisk forståelse af hovedpinepiller).

Der er stadig plads til tvivl, om Zammits studie i sandhed har påvist en kausal sammenhæng mellem hashrygning og skizofreni. Helt generelt er emnet svært at undersøge videnskabeligt, og det er ikke givet, at en systematisk gennemgang af longitudinelle studier kan påvise kausalitet (årsagssammenhæng) hinsides enhver tvivl. Zammits eget forskerteam er faktisk ganske ærlige på dette punkt.

Et alvorligt problem for årsagssammenhængen
Ét af de mest ødelæggende argumenter mod Zammits undersøgelse, og som kunne antyde, at der måske er noget subtilt i vejen med deres studie, kommer fra vores egen Peter Ege. Så sent som i 2006 gennemgik han en god del af litteraturen om hash i artiklen Enkelt er det jo ikke.

Her bemærker han knusende, at der i intet vestligt land, inklusive USA og Australien, har været en øget forekomst af skizofreni, når man sammenligner tiden før og efter hash blev massivt populært i vores del af verden som rusmiddel. Tallet for skizofreni i Danmark er stabilt.

Den mest logiske forklaring er, at hash ikke forårsager skizofreni. Zammit og hans folk undskylder sig dog med, at vi måske ikke har troværdige data eller at der er en forstyrrende tidsforskydning.

Lad os ikke håbe, at hashrygerne går hen og dør af naturlige årsager inden de udvikler deres skizofreni.

Djævlen i detaljen
Det kan på overfladen lyde helt vildt, at cannabis øger risikoen for at udvikle skizofreni, med hele 41%. Hvem vil have over 41% chance for at udvikle skizofreni?

Men hov! Stop! Stands øjeblikkeligt!

Det betyder tallet nemlig slet ikke. Tallet 41% er et relativt tal, der dækker over følgende: at man i hele befolkningen i gennemsnit har en sandsynlighed for at udvikle skizofreni på 0,5%. Altså en halv procent. Ryger man hash, så ryger tallet med 41% op på en ny sandsynlighed på 0,7%.

Så selv hvis man hypotetisk antog, at hash i nogle tilfælde kunne forårsage skizofreni, hvor der ellers ingen ville have været, så løber man blot en øget risiko på 0,2% i forhold til gennemsnittet.

Anvisninger for en politik på området?
Med al den usikkerhed, og når man tænker på omfanget af problemet, er det da virkelig nødvendigt at advare en allerede opskræmt befolkning om disse nye resultater?

Forskerne siger selv:

"The question of whether cannabis causes psychotic or affective disorders is perhaps the wrong one to be asking, because it will be difficult to answer with any degree of certainty. What is more pertinent is whether the evidence that is now available can justify policy implications, such as public education campaigns to alert people to the possible risks associated with cannabis."

Dette er en meget relevant og smuk tanke. For naturligvis bør størrelsen af et problem informere den indsats, der bliver gjort mod problemet.

Hvis vi skal bekæmpe cannabis, så tager vi med garanti pengene fra et sted, hvor risikoen for død, lemlæstelse og sygdom er langt over en marginal forøgelse på blot sølle 0,2%.

Og nok så vigtigt er det måske at spørge, om de politiske implikationer, som i dag omfatter bøder, fængsel og anden ydmygelse virkelig kan retfærdiggøres over en marginal forøgelse på 0,2% i absolutte procenttal?

Spørgsmålet er i bund og grund, om voksne mennesker i et frit samfund ikke har lov til at løbe risici i den størrelsesorden? Formynderiet ville i hvert fald tage voldsomt overhånd, hvis alt med disse risici skulle gøres ulovligt af staten.