Af Jesper Kristensen

Ondskab
I indledningen til konventionen ville man have brugt ordet "evil" (ond) adskillige gange til at beskrive HIV, for at understrege den moralske natur af problemet. Jo, HIV er "ond" ifølge den fremherskende ideologi.

Samtidig ville man i denne War on HIV efterligne det, som vores nuværende War on Drugs faktisk er: nemlig bekæmpe enhver besiddelse af ondet. Kort sagt ville man definere det at have sygdommen som en forbrydelse, og bærerne ville blive straffet for deres forbrydelse.

Mod HIV eller "folk med HIV"?
Dette er ikke så meget en kamp mod HIV som en kamp mod bestemte befolkningsgrupper. Inden "normaliseringen" i nyere tid, var HIV primært udbredt blandt bøsserne. Dengang talte man ligefrem om en ny "bøssepest" i miljøet. På den måde reflekterer HIV meget godt, at de fleste ulovlige rusmidler primært var udbredt hos minoriteterne. Men i dag er det mere normaliseret for stofferne.

Analsex er som en nål i armen
Vender vi tilbage til FN konventionen, så står det klart, at man i tilfældet med HIV ville have ulovliggjort enhver rekreationel aktivitet, der involverer HIV smitterisiko. HIV er primært en seksuelt overført sygdom, og denne aktivitet ville blive kaldt "farlig". Her er en parallel til for eksempel morfin, der jo også har både en rekreationel og medicinsk anvendelse. Ifølge FN resolutionen er målet total afholdenhed. Der findes ikke en lovlig rekreationel anvendelse af morfin, og heraf følger at al rekreationel forbrug er misbrug (uanset risici og skader). Derfor ville der heller ikke være en lovlig rekreationel anvendelse af sex, der jo kunne sprede HIV.

Derfor siger logikken fra FN konventionen, at man ville kriminalisere analsex og oralsex blandt bøsser og lesbiske. Denne adfærd er ganske enkelt alt for farlig, ville parolen gå, og farlig adfærd skader samfundet, og derfor skal det forbydes. Sex - både anal, oral og vaginal - ville naturligvis fortsat være lovligt blandet heteroseksuelle, uanset at der er et hav af farer forbundet med enhver form for sex: især promiskuøs sex. Ganske som kampen mod narko har sit lovlige alkohol, så må kampen mod HIV have sin lovlige sex, som det moralske flertal kan nyde godt af uanset skader og risici. Parallelt til kampen mod narko vil man hårdnakket påstå, at homoseksuel sex er noget helt andet og særligt farligt i forhold til heteroseksuel sex. Dette er vigtigt for at legitimere kriminaliseringen og berøvelsen af borgernes grundlovssikrede frihed fra statens tvang.

Sæt politiet ind mod de syge (og de raske)
Kriminaliseringen forpligter medlemslandene til at sætte politiet ind mod HIV bærerne. Denne indsats er den dominerende, mens misbrugsbehandlingen indtager andenpladsen. Årsagen er krigsparadigmets ideologiske skygge, som skjuler de sundhedsmæssige aspekter til fordel for bekæmpelse via straf og trusler om straf.

Bivirkninger
Den samme ideologi skjuler også en anden vigtig faktor: nemlig at selve forbudet driver HIV bærerne under jorden og øger forekomsten af sygdom og skader. Dette kender vi fra stofferne, hvor forbudspolitikken gør stofferne meget mere farlige og dødbringende end de ville have været under regulerede forhold. De mange ekstra dødsfald bliver aldrig brugt til selvkritik. Gennem krigens linse er disse uheldige dødsfald ikke blot acceptable civile dødsfald. Tværtimod bliver de brugt som et argument for selve forbudets fornuft. Når folk dør af en overdosis, lyder fanfaren: "Se hvad vi sagde, narko er dødsens farligt og skal fortsat være forbudt. Højere straffe.". Dette er cirkulær logik af værste skuffe.

HIV dødsfaldene ville naturligvis blive brugt på samme måde.

Suverænitet afgivet
At Danmark mister suverænitet i det frie valg til at tackle stofproblemerne er tydeligt fra FN's egne udtalelser. FN's International Narcotics Control Board (INCB) har fastlagt, at f.eks. fixerum er i modstrid med fundamentet i narkopolitikken. Kort sagt opfylder vi ikke vores internationale forpligtelser, hvis vi laver fixerum, uanset hvor effektive fixerum måtte være til at mindske skaderne fra narkomanernes misbrug.