Af Jesper Kristensen

Vi lever i en paradoksal verden.

For om kort tid vil folk løfte deres øl- og snapseglas højt op over sild, steg og rødkål. Julefrokosterne er kommet til herredet, og danskerne vil igen bekræfte gamle traditioner og styrke deres sociale bånd. Og i processen vil de uden blusel indtage truende mængder af alkohol. De vil lade dette rusmiddel gøre dets sociale magi. Sort som hvid.

Efter enhver definition sidder disse gode danskere og indtager et euforiserende, narkotisk rusmiddel. Og en rusgift, hvis vi tæller tømmermænd og udpumpninger med.

Her kommer så hykleriet: adspurgt vil flertallet af disse slingrende, højtråbende og mentalt hæmmede alliker "være meget imod stoffer".

Øjet i det høje
Lad os løfte os op fra det festlige lag i herredet og skue med Saurons altseende øje over landet. Heroppe er der et spørgsmål, der melder sig. Verden er mangfoldig i al dens storhed, og den moderne dansker ofrer normalt gerne alt for at opleve hele paletten af dette vidunderlige liv.

Vi spiser ikke bare kylling, men også okse, svin, vildt, struds, kalkun, krokodille og lam. Vi har sex i alle mulige stillinger, og det begynder ikke engang at beskrive vores udskejelser på dette punkt. Og vores rejser går til eksotiske destinationer som Mongoliet og Mordor. Jo, vores trang til at beruse sanserne får os vidt omkring.

Men når det kommer til rusmidler, er det som om der kun eksisterer et eneste rusmiddel i hele verden: alkohol. Alene tanken om, at der bare hypotetisk kunne være andet end alkohol virker utænkeligt på de fleste.

Et blik gennem et fyldt snapseglas
Vi ved næsten alt om alkohol. Vi ved, at stoffet har horder af tilhængere, og vi ved at det dybest set er et fornøjeligt og velsmagende rusmiddel. Det indtages med udsøgt nydelse af millioner af mennesker - for sjov, for at koble af, for at mindes og for at glemme. Alkohol beskæftiger tusinder af mennesker og til statskassen flyder en lind strøm af lovlige narkoafgifter.

Samtidig ved vi, at alkohol har et voldsomt antal misbrugere, som vanrøgter både sig selv og deres familier. Alkohol er involveret i sygdomme, hjerneskader, organskader, ulykker, vold, mord, pædofili, voldtægter og dødsfald. Folk opfører sig som orker på stoffet!

Så alkohol er både godt og skidt. Et står dog klart: selv om alkoholisme er farligt, så bliver alkohol brugt ansvarligt af flertallet. Vi forstår instinktivt, hvor uretfærdigt det er, hvis vi dømte alkohol alene på dens misbrugere. Derfor smider vi heller ikke Carlsberg i Mount Doom.

Så hvordan fostrer man her ideen om, at der kun bør og kan findes et eneste lovligt, rekreativt rusmiddel - og at det lige netop skal være alkohol? Denne rusens monoteisme er et mysterie.

Sagen er jo, at snakken om stoffer kan forvandle selv den rareste roligan til et frådende væsen, der ligner en hysterisk person i Gaza-striben, der lige har set nogle uheldige tegninger af et religiøst forbillede.

Flere spørgsmål end svar
Men tænk over logikken i det, tænk over alle de erfaringer vi har med livets mangfoldighed, og tænk så over dette: hvor sandsynligt er det, at der i hele det mangfoldige, kendte univers kun er et eneste stof, der er anvendeligt som rusmiddel for mennesket?

Og tænk over, hvor sandsynligt det er, at samtlige andre stoffer er så farlige, at de - samnmen med brugerne - ligefrem fortjener at blive kaldt ulovlige, og hvor "forbrydelsen" ofte straffes hårdere end meget vold, pædofili og voldtægt.

Hvor sandsynligt er det, når vi kigger på alkoholens alenlange synderegister, at intet rusmiddel nogensinde kunne tænke sig at matche eller endog levere en bedre risikoprofil? Ja, at et andet rusmiddel faktisk kunne forbedre et samfund, hvor hver 20. dødsfald er en direkte følge af alkohol?

Et er i hvert fald klart. Så længe vi fortsætter med at vurdere stoffer gennem en model om absolut ondskab og godhed, ganske som i Ringenes Herre, så får vi aldrig et fornuftigt svar på spørgsmålene.