Af Jesper Kristensen

Egentlig er det underligt, for er magtanvendelse altid dit første bud på en løsning? Hvad gør du, når dine børn ikke opfører sig, som du gerne vil? Spærrer du dem inde eller tager du deres penge fra dem? Giver du hårdt mod hårdt fra starten?

Og hvad med dine medmennesker? Er din første tanke at udsætte din stridbare kollega for vold og konfiskation af hans ejendom? Bruger din chef altid truslen om fyring som motivation?

Nej vel?

Vi ved det jo godt
Alle normale mennesker starter med diplomatiets værktøjer. Der er naturligvis familier, hvor dette ikke er tilfældet. Her hænger øretæverne i luften omkring far, og hans første tanke er at give de satans uvorne unger med bæltet. Jo tak, vi kender godt den slags familier.

De fungerer meget dårligt, og ofte bliver børnene og ægtefællen i disse voldelige familier decideret psykisk syge af det, og børnene vokser op med et forskruet følelsesliv. Ikke så sjældent er resultatet af sådanne alvorlige sociale problemer, at ofrene ender i alkoholisme og andet stofmisbrug for at dulme det hul i hjertet, hvor den forfrosne splint sidder.

Normale mennesker kan godt lægge to og to sammen i den psykologiske matematik. De ved præcist, hvorfor dette familieliv resulterer i forkvaklede individer. Ordentlige mennesker ville aldring opføre sig sådan over for deres medmennesker.

Perfekt dæmonisering
Det overraskende er blot, at bøder og frihedsberøvelse er første, sidste og eneste løsningsmodel, når talen falder på stoffer. Her tror flertallet blindt, at politi, domstole og fængsler kan løse det, der reelt er et sundhedsmæssigt og socialt problem.

Der er endog ikke plads til at skelne mellem brug og misbrug, selv om de næppe ville mene at de selv er alkoholikere, fordi de nyder alkohol.

Dæmonisering af stofferne er givetvis årsag til denne middelalderlige opdeling i Godt og Ondt.

Låst fast
Problemet er at tilhængerne har malet sig ind i et hjørne, hvor de har svært ved at komme ud. Den ophedede retorik, som tjener til at skabe et overdrevet billede af stoffernes farer, har simpelthen lukket af for den ellers nyttige evne til at søge nye løsninger, når de gamle ikke virker.

I forbuddets nuværende endimensionelle form kan politikerne kun skrue på styrken af kriminaliseringen.

Det værste er, at denne nultolerante raslen med sablerne ikke virker. Det ved forskerne godt. Rapporten An Analysis of UK Drug Policy lægger ikke fingre imellem:

The most fundamental point to understand about drug policy is that there is little evidence that it can influence the number of drug users or the share of users who are dependent. There is no research showing that any of the tougher enforcement, more prevention or increased treatment has substantially reduced the number of users or addicts in a nation. There are numerous other cultural and social factors that appear to be much more important.

Dette bakkes op af den spritnye WHO rapport Toward a Global View of Alcohol, Tobacco, Cannabis, and Cocaine Use: Findings from the WHO World Mental Health Surveys, som undersøgte hele 17 lande med eksakt samme metode. Konklusionen er klar:

Globally, drug use is not distributed evenly and is not simply related to drug policy, since countries with stringent user-level illegal drug policies did not have lower levels of use than countries with liberal ones.

Hvis hårdere straffe faktisk ledte til bedre tal, så ville statistikkerne vise en klar trend i retning af faldende forbrug ved højere straffe. Dette er ikke tilfældet. Frem for alt understreger dette, at selve teorien bag forbuddet er usand.

Det eneste rigtige på nuværende tidspunkt er, at man begynder at tænke i nye baner. Vi må kort sagt kigge nærmere på, om regulering, uddannelse, skadesreduktion og behandling ikke fortjener en førsteplads - og så kan vi reservere vores straffe til de ydertilfælde, hvor erhvervsdrivende sælger stoffer til vores børn. Altså der, hvor der faktisk er gerningsmænd og ofre. Et firma er trods alt nemmere at styre end en pusher.