Lagt ud: 12/08-08 kl. 20:55 af derek

Malkavian skriver: Amerikanske SWAT-enheder har i årevis dræbt både skyldige og uskyldige i de såkaldte no-knock razziaer, men denne gang angreb de det forkerte hus.Af Jesper Kristensen Borgmester Cheye Calvo fra Berwyn Heights, Maryland, var lige kommet hjem, da han så en pakke på verandaen. Den var adresseret til hans kone, Trinity Tomsic, og han tog den med indenfor og gik derefter ovenpå for at skifte tøj. I samme øjeblik stormede paramilitære kampenheder huset. Hans svigermor nedenunder skreg, og øjeblikkeligt lød der skud.
Borgmester Cheye Calvo troede sig under angreb og frygtede for sit liv. I undertøj og håndjern blev han ført nedenunder af indtrængerne. Her så han familiens to elskede labradorer ligge døde, og hans svigermor lå på gulvet i håndjern med våben rettet mod sig. Calvo indså langsomt, at indtrængerne var politiet, og de udsatte ham herefter for et timelangt forhør i selvsamme stue, hvor hundene lå i hver deres blodpøl.
Pakken stod uåbnet på stuebordet.
Politisjusk
Pakken indeholdt 32 pund marijuana, og politiets narkohunde havde tidligere opdaget den på posthuset. Pakken nåede sin endelige destination hos Calvo-familien, da en kurér fra politiet leverede den.
Det var dog først under razziaen, at politiet indså, at de havde stormet borgmesterens hus. Det var nemlig ikke det lokale politi, der stod for razziaen, og de havde ikke efterforsket beboerne. Og det lokale politi var blevet holdt udenfor.
I USA er det lovligt for politiet at trænge ind på en ejendom uden advarsel eller legitimation, hvis politi og dommer skønner, at de mistænkte vil forsøge at skylle narkoen ud i toilettet eller politiets sikkerhed er i fare. Politiet meddelte efter razziaen, at de netop effektuerede en sådan dommerkendelse.
Senere viste det sig, at politiet ikke havde en "no-knock" dommerkendelse. Blot en almindelig.
Efter en tænkepause undersøger politiet nu den teori, at bagmænd har brugt den velkendte metode med at adressere en pakke til en tilfældig borger for så at opsnappe den inden den når sit endelige mål.
Business as unusual!
Politiet og deres paramilitære enheder har i årevis effektueret disse sprængfarlige no-knock warrants i kampen mod narko, og de har over årene skudt børn, oldinge, kvinder, mænd, skyldige og uskyldige. Beboerne - skyldige som uskyldige - tror sig som oftest under angreb. Mange begår den fejl at forsvare sig.
Skudvekslinger med SWAT-enheder er ofte fatale.
De fleste ofre findes blandt samfundets dårligst stillede, og deres skæbner bliver ofte forbigået i stilhed. Til dato har ingen kendte været udsat for razziaer med så tragisk udgang, og denne sag kan derfor blive første spæde begyndelse til en debat om fornuften af disse livsfarlige invasioner blot for at undgå et skyl i toilettet.
Livet under radaren
At narkotikaforbuddet som hovedregel rammer minoriteter og fattige må efterhånden siges at være en betingelse for dens kommercielle succes. Alkoholforbuddet i USA varede derimod blot 13 år, og som Mike Gray påpeger i Drug Crazy, så var folkets førstehåndskendskab til alkohol og deres fortsatte efterspørgsel grunden til at man ikke kunne opretholde forbuddet. Borgernes modstand mod forbuddet og ulemperne ved organiseret kriminalitet var for store.
Derfor er Cheye Calvo sagen ekstra pinlig for politiet. De er ikke vant til, at deres ofre har en stærk medieplatform, og baseret på tidligere sager er de reelt vant til, at de kan slå hvem som helst ihjel. Når det bare er en narkorazzia.
Calvo var heldig, at det kun var hundene.
USA har trods Vestens hårdeste narkolove - og flest borgere i fængsel - ikke løst deres problemer med narko. Spørgsmålet er, om vi tør tro vores hjemlige levebrødshøge, når de mekanisk gentager mantraet om, at de fortsatte problemer her i Danmark såmænd blot skyldes, at vi ikke håndhæver loven brutalt nok?
Til forsiden... |