Allerede fra første dag slår den nye statsminister på tromme for at sænke den kriminelle lavalder - og han lægger klogt op til en grundig diskussion af emnet. Klogt, fordi de sikrede ungdomsinstitutioner er overfyldt af stamgæster, og klogt, fordi det er et samfundsproblem, som ikke kun berører den unge og dennes familie. Og særdeles klogt, fordi der virkelig er behov for nytænkning og moderniserede tankegange med fordommene på stand-by!

Jeg vil gerne kaste seriøse overvejelser ind i debatten, inden Dansk Folkeparti får bevilget opførelse af nye ungdomsfængsler, for problemet er mere socialpolitisk end justitspolitisk. Når unge får problemer, er det naturligt at se på vedkommendes nærmiljø - familie, vennekreds, skolemiljø m.m. En ung kriminel er et bange eller svigtet barn, som gør forsinket oprør mod autoriteterne - oprør mod forældre der måske ikke hører og ser, oprør mod en skole med for store udfordringer, oprør mod et samfund med store krav. Og resultatet bliver måske en vennekreds med for autonome ideer, måske en bande osv.

Set i lyset af, at en ung kriminel er et samfundsproblem, må den bedste hjælp/straf også udmåles med samfundshensyn! Derfor skal unge kriminelle ikke smides i fængsel! De skal idømmes husarrest i hjemmet med fodlænke, suppleret med en samfundshjælp til hele familien for at komme igennem krisen. Jeg mener, at løsninger for unge mennesker generelt skal formuleres udfra muligheder fremfor begrænsninger, for det er livsødelæggende for den unge! Vi skal huske, at det er fremtidens voksne, vi skal hjælpe!