Af Stefan Bøgh

Frank Aaen ankom til tiden, og han var veloplagt fra start til slut.

Han definerede den økonomiske krises 3 planer som bestående af en realøkonomisk krise, finanskrisen og klimakrisen.

Den realøkonomiske krise vedrører nedgangen i produktionen og de stigende arbejdsløshedstal. Den berører os alle sammen i dagligdagen.

Finanskrisen består i den bristede spekulationsboble, som har resulteret i at BNP globalt for første gang i 25 år er for nedadgående. Vi producerer mindre på hele kloden.

Det 3. Plan for menneskehedens krise er klimakrisen, som også angår os alle.

Frank Aaen uddybede og perspektiverede finanskrisen. I forbindelse med sagen vedrørende Danske Bank påpegede han, at der nu er sket en væsentlig statslig overtagelse af egenkapitalen i Danske Bank ved aktieopkøb. Noget Danske Bank i begyndelsen afslog definitivt, men piben fik hurtigt en anden lyd allerede få dage efter. Dette illustrerer, hvor stærkt udviklingen går.

Statens aktieopkøb svarer til 40 % af den samlede egenkapital, hvilket er det dobbelt så meget som A.P. Møller står for.

Den finansielle krise udgør en væsentlig del af hele det borgerlige Danmarks rygrad, idet man anser arbejdsløsheden for gavnlig ifølge liberalt tankegods.

Bankpakke nr. 1 udgjorde en indsprøjtning på 3000.000.000.000 kr. (3000 milliarder kr. eller 3 billioner kroner). Regeringens betingelse for forliget var, at man ikke måtte sætte betingelser for disse penges anvendelse. Enhedslisten stemte derfor som eneste parti i folketinget imod bankpakken.

For disse penge vil bankerne altså nu sælge aktier til staten, hvilket Frank Aaen ligestillede med tiggeri.

En meget stor del af kapitalbevægelserne over landegrænserne udgøres af spekulationstransaktioner. Det drejer sig om 625.000.000.000.000 (625.000 milliarder dollars), hvilket udgør 10 gange hele klodens BNP.

Jagten på den sidste 5 øre (profitmaksimering) er ifølge Frank Aaen hele finanskrisens årsag i en nøddeskal. Bankerne har indlånsunderskud nu, som er forårsaget af udenlandsspekulation.

Da bankerne med bankpakken har fået penge nok, er der ikke tale om en likviditetskrise.

Det er skatteborgernes penge der her bliver anvendt, og vore børn og børnebørn kommer til at betale regningen i fremtiden. Vi har gældsat fremtidige generationer.

Spørgsmålet er så, hvad gør vi nu?

Det er nødvendigt med en ændring af hele den finansielle sektor. For øjeblikket ser det virkelig ikke ud til, at Euroen er en løsning, da Eurolandene heller ikke klarer sig særlig godt under den igangværende krise.

Mange ting kan gøres. Der må sættes ind over for toxic assets (spekulationsaktier og lignende), kapitalfonde og skattelylande.

DOHA rundens katastrofale bud på krisen er, at liberaliseringen af verdenshandelen skal fortsætte.

Når 95 % af verdens finansielle transaktioner er spekulationstransaktioner, er der således kun 5 % tilbage til reel samhandel med varer og goder.

En mulighed er at indføre Tobin-skatten på spekulationstransaktioner i hele verden.

Desuden kan man indføre en moms på bankvirksomhed. Dog ikke på 25 % betoner Frank Aaen.

Banksektoren, som den ser ud nu, kan opdeles i finansielle banker og almindelige banker.

Et af svarene på krisen er samfundsejede banker, andelskasser, sparekasser og forbrugerejede forsikringsselskaber.

Med hensyn til boligkrisen foreslår Enhedslisten boligsikring til boligejere men også beskatning af værdistigningen, når ejerne afgår ved døden.

Ved tvangsauktioner kan staten gives lovhjemmel til at købe for 1 krone over højestbydende, hvorefter familien kan bo til leje i stedet for at blive sat på gaden.

En del af Enhedslistens politik er også at tilbagebetale de penge fra landsbyggefonden, som den borgerlige regering har tiltusket sig. Disse penge tilhører rettelig andelsboligejerne, som de har sparet sammen til boligforbedringer.