Af Cirkeline Gry Wagner

Mindre behageligt kan man forestille sig det er, at sidde på gaden og tigge penge af de forbigående. At gå til socialforvaltningen og få kontanthjælp kan være en ydmygende oplevelse – og det finder man især ud af, når man bagefter skal klippe hæk i otte timer om dagen med et navneskilt påskrevet ens sociale status. Ligeledes kan det være grænseoverskridende, at skulle sælge en avis for hjemløse, selvom man ér netop det: Hjemløs.

Det er ikke være svært at blive hjemløs og det er nemmere for en mand, at blive det, end for en kvinde. I dagens samfund har vi oprettet op til flere mandecentre – og der er flere på vej. De skal hjælpe mænd i krise, som en art pendant til Mødrehjælpen. Det er PINLIGT, at de ikke er kommet før nu, men det viser trods alt, at man er begyndt at forstå, at mænd også har problemer der skal løses. At mænd også har problemer relateret til deres køn og ligesom kvinderne, har kønsspecifikke måder at løse dem på. Vi ved, at mange mænd lægger meget identitet i deres arbejde. At det er hér de møder anerkendelse, respekt og mulighed for at indtage forsørgerrolle i familien. Og derfor kan det være en fæl ting, at miste sit arbejde for en mand...

Der er masser eksempler på mænd, som holder en fyring hemmelig for deres partner og forsøger at løse problemet på egen hånd. Men istedet ender hånden på flasken, og så har manden en hemmelighed mere. Langsomt vikles han ind i et spindelvæv af løgne og dårlig samvittighed - og isolationen bliver en realitet. Når de før så harmløse hemmeligheder endelig ser dagens lys, er de måske ikke så harmløse længere. En sådan deprimeret mand kan ikke være sjov at leve sammen med. Nej, og det synes konen da heller ikke, så ud ryger han. Og hvad gør man så?

Det er et banalt eksempel og svaret på det afsluttende spørgsmål, kan synes ligeså banalt. Men ikke desto mindre må man forholde sig til, at der er mennesker i samfundet, hvis virkelighed består af netop dette. Mennesker som virkelig HAR gennemlevet en barndom fra helvede, et misbrug, en psykisk sygdom, en skilsmisse – et traume, som på den ene eller den anden måde, har ført dem til, hvor de er idag. Indse venligst, at ikke alle kan varetage et almindeligt fuldtidsjob, endsige et almindeligt liv.

I stedet for at nedgøre, håne og endda mangle vilje til at hjælpe disse mennesker, bør vi HYLDE dem for deres viljestyrke og det faktum at de stadig står, stadig lever og stadig prøver.

Man tænker ofte, at De Hjemløse er fortabt, for svage, for dovne, for uambitiøse og sikkert psykiske syge misbrugere med hang til voldelig adfærd. Dog er De Hjemløse en ligeså uhomogen gruppe, som resten af samfundet, men der er dog fællesnævnere – og de fortjener at blive fremhævet. Du tager fejl, hvis du tror, at disse mennesker er svage. Tværtimod, vil jeg kalde dem ressourcestærke på mange områder.

Jeg kunne IKKE leve bare ét døgn i deres sko. Tænk bare at skulle GÅ så ekstremt utroligt meget. At skulle slæbe slæbe og slæbe alt sit lort med sig, allevegne, altid - som et anker man umuligt kan slippe. Jeg kan kun forestille mig, hvilket scenarie det ville blive, når jeg skulle rende rundt stivfrossen og megasulten søgende efter røvvarme.

Jeg ville ikke være fornøjeligt selskab.

Alligevel møder man ofte En Hjemløs i højt humør. Altid klar på en sludder for en sladder. Det er en grum omgang VRØVL at kalde ham asocial. Manden På Bænken er tværtimod overdrevet social. Han sidder midt i mylderet og betragter andre mennesker i deres færd med at leve livet. Imens lever han sit eget liv. Men det er kun ham, der har tid til en snak. Han er indenfor rækkevidde og sætter du dig ved siden af ham, får du indsigt i et andet menneske. De mennesker, som suser forbi, kan man højst få et par enstavelsesord ud af, men så skal man også virkelig prøve. Folk har travlt idag og tænker mest på sig selv.

I Danmark er der højt til loftet i sparegrisen og der burde være plads til, at mennesker som har brug for en bolig, kan få en bolig. At mennesker som ikke KAN leve i egen bolig, har muligheden for at vælge en alternativ boform under trygge former. Et fint initiativ, der gik ud på at bygge alternative boliger med en dertilhørende socialrådgivende vicevært, gik fløjten da not-in-my-backyard-syndromet opstod og provinsen viste sig fra sin grimme side. Man ville IKKE have de sociale mennesker, som naboer. Man ville hellere lade dem sove på gaden.

Da byggeboomet var på sit højeste i Danmark, holdt Fogh en storslået tale, hvor han inviterede alle arbejdsvillige østeuropæere til Riget. Eller, inviterede og inviterede, det er måske så meget sagt i EU, men bob-bob eller ej, så glemte han at fortælle Det Med Småt. Det måtte man læse sig til i juraen. Men det gør østeuropæerne NÆPPE og derfor strømmede de hertil. Men de har ikke LOV til at benytte landets væresteder. Hvis de får mad, og bliver snuppet i det, mister stedet dets statstilskud Hvem havde fortalt dem, at de i det SEKUND de blev snydt af deres arbejdsgiver, det MINUT de blev syge, den DAG de blev fyret –ville miste deres rettigheder som mennesker og blive en PEST for det danske samfund?

Sidste vinter døde to østeuropæere i Hc Ørstedsparken i København. De døde af simpel kulde. Hvis vi endelig skal være lidt patriotiske, siger jeg: Nederen, Danmark. I Vores navn, under Vores flag og Vores beskyttelse døde to mennesker af simpel kulde i en simpel park. Måske var de alligevel døde af kulde i deres hjemland, men i det mindste ville det være en risiko de var vidende om. De kom ikke til Danmark med drømme om at dø i af kulde i en park. Fogh efterlyste Visioner og Arbejdsomhed – og det var dét de kom med, men det var ikke nok.

Vi har et ANSVAR for disse mennesker!

Jeg BRÆKKER mig over, at vi har en så afskyeligt smålig provins, at man ikke kan opføre sociale boliger til folk med sociale problemer. Jeg får næsten DIARRÈ, når jeg tænker på, at to mennesker er døde, fordi de tog vores statsminister på ordet – og jeg skal have STOMIPOSE når jeg forestiller mig den sortering af rigtige/forkerte mennesker ved herbergerne, som finder sted i selv de koldeste vintre.

Jeg hader perfid-pædagogiske floskler som: Hvad ville DU føle, hvis der kom en stor edderkop og slog DIG ihjel – netop som man piller benene af svinet. Men det er et spørgsmål, som ikke skader at spørge sig selv om, engang imellem: Hvad ville DU føle, hvordan ville DU have det, hvor ville DU være – hvis det havde været DIG...