Når NATO overhovedet er til stede i Afghanistan med såvel militær som civil indsats, skyldes det 11. september 2001, hvor USA på chokerende vis blev angrebet af Osama bin Laden med base i Afghanistan.

Der var således tale om angreb på et NATO-land, som automatisk udløste en kollektiv reaktion ifølge NATO –pagtens artikel 5. En anden sag er, at angrebene på World Trade Center og Pentagon ikke desto mindre kom yderst belejligt for visse politiske kræfter i USA, som derved fik magt som de havde agt, i forhold til Mellemøsten.

Modangrebet på Osama bin Ladens organisation i Afghanistan havde den sideeffekt, at Talebanbevægelsen blev fjernet fra den magt, som de havde tilranet sig i en borgerkrig. I den sammenhæng er det værd at bemærke, at Talebanbevægelsen af flere årsager må betegnes som en af vor tids mest umenneskelige bevægelser.

Da USA sammen med andre NATO lande gik ind i Afghanistan for at bekæmpe Osama bin Laden og hans styrker samt Taleban, forpligtede man sig samtidig på at hjælpe til med at genopbygge dette krigshærgede land. Det ligger simpelthen i sagens natur, for ellers ville Taleban hurtigt genvinde sin magt til stor ulykke ikke alene for Afghanistan, men også for resten af verden. Der er således noget afgørende, som adskiller denne situation fra tidligere imperialistiske forsøg på at erobre og besætte Afghanistan, såsom eksemplerne med Storbritannien i det 19. århundrede og Sovjetunionen i det 20.

Men opgaverne i Afghanistan er blevet sværere at løse især på grund af én faktor: den krig, som USA med en koalition af villige iværksatte mod Irak 2003.

I stedet for at koncentrere sig om løsningen af de nødvendige og vanskelige opgaver i Afghanistan flyttede man fokus til Irak og forbrød sig dermed mod et af militærstrategiens vigtigste principper: ”Koncentration af kræfterne for at nå et mål”.

Talebanbevægelsen i Afghanistan og Pakistan fik tid og kræfter til at reorganisere og delvis genvinde sin tidlige styrke, som følge af invasionen i Irak 2003 og det efterfølgende katastrofale kaos, der gennem flere år kostede tusinder af menneskeliv, ødelagte menneskeskæbner, slugte store militære og økonomiske ressourcer og i øvrigt skabte et stadigt stigende had til USA og andre dele af Vesten. Når amerikanske styrker under Bush administrationen i deres fangelejre desuden udsatte tusindvis af fanger for mishandling og tortur har det kun forværret problemerne.

Vore soldaters opgaver i Afghanistan er blevet langt vanskeligere på grund af invasionen i Irak. ”En ulovlig invasion”, som FN´s generalsekretær Kofi Annan siden udtalte til BBC. I forbindelse med grundlovsdagen 2009 bør vi ikke glemme, at også dansk deltagelse i sig selv var ulovlig og et brud på grundloven. Den nugældende grundlov stammer fra 1953. § 19 omhandler brug af militære magtmidler. Grundlovens § 20 omhandler suverænitetsafgivelse.

Ved forelæggelsen af grundlovsforslaget i 1953 udtalte formanden for Venstres rigsdagsgruppe og medlem af forfatningskommissionen, Niels Elgaard, følgende: ”Militære magtmidler kan kun anvendes som forsvar mod angreb eller som sanktioner i overensstemmelse med de Forenede Nationers pagt.”

Ingen af disse forudsætninger var opfyldt i forbindelse med angrebet på Irak. Det særligt groteske ved beslutningen i Folketinget vedrørende dansk krigsdeltagelse , er at kun 61 stemte for, 50 stemte imod og 68 folketingsmedlemmer var slet ikke tilstede. Yderligere bemærkelsesværdigt er det i den sammenhæng, at der ved forelæggelsen af et så betydningsfuldt beslutningsforslag udtrykkeligt siges i grundlovens § 19, stk. 2: ”Er Folketinget ikke samlet, skal det uopholdeligt indkaldes til møde.”

For at undgå at grundloven igen bliver overtrådt i forbindelse med eventuelle fremtidige militære angreb i strid med FN-pagten, blev Grundlovskomiteen 2003 vedr. Irak-krigen stiftet af 26 danske statsborgere, som bragte sagen om grundlovsbrud for retten, fordi man ønskede rettens ord for, at Danmarks deltagelse i angrebet på Irak var i strid med Grundloven. Siden er flere tusinde støttesagsøgere kommet til.

Daværende statsminister, Anders Fogh Rasmussen, har hidtil gemt sig bag det juridiske begreb ”søgsmålskompetence” – princippet om, at man kun kan anlægge sag, hvis man er personligt berørt. To af sagsøgerne har mistet deres søn i Irak som følge af denne krig.

Østre landsret afslog de 26 borgeres retssag om søgsmålskompetence med denne begrundelse: Irakkrigen behører ikke de 26 borgere mere end den berører alle andre danskere, derfor ingen søgsmålskompetence til de 26! Forstå logikken, hvem der kan!

Spørgsmålet er da også nærliggende, om de fleste danskere i øvrigt også vil føle sig personlig berørt, hvis ledende danske politikere bryder grundloven, oven i købet når det handler om liv eller død, krig eller fred. Vi holder jo netop grundlovsdag, fordi grundloven betyder så meget for os danskere.
Netop i år, 5. juni, er den sidste grundlovsdag, før Højesteret i marts 2010 afsiger kendelse vedr. søgsmålskompetencen i denne sag. Først derefter kan den egentlige sag om grundlovsbrud påbegyndes.

Vi støtter også vore soldater ved at forhindre en fremtidig ulovlig og utidig brug af danske militære magtmidler.