Flix.dk - Politiske vampyrer


Bliv medlem af Flix Log ind	Søg
\| Til forsiden \| Kontakt redaktionen \| Læs Flix \| Skriv til Flix \| Flix kontrolrum \| Bagsiden \| Om Flix \|

Languages

Flix fakta

Flix.dk lukkede officielt 9. juni 2009 men arkiverne vil fortsat være tilgængelige på nettet. Flix.dk var en kollaborativ blog, hvis indhold blev skrevet af læserne. Flix.dk startede i 2003 og var Danmarks første medie for borgerjournalistik.

Derfor lukkede Flix

Emneoversigt

Nyt fra DR

Mest læste

Månedens top 5:

Ugens top 5:

Dagens top 5:

Mest kommenterede
(seneste 30 dage):

Fokus:

Politiske vampyrer

Lagt ud: 12/01-09 kl. 13:49 af derek

jg skriver:

Send til Facebook

Israelske tropper og Hamas kæmper i Gazastriben. Mange er ophidsede og harcelerer over den israelske indmarch, og ignorerer at den er fremprovokeret af Hamas' raketbombardement af Israel. Hvad vil de med raketterne?

Af Jens Geisler

Raketterne mod israelske byer symboliserer den krigslinje, som har præget den arabiske verden siden 1947. Dengang afviste araberne blankt en deling, og overhovedet at forhandle. Krigslinjen resulterede i den første israelsk-arabiske krig året efter, og har siden ført en række andre krige med sig, foruden en lang række afskyelige terroraktioner.

Flere arabiske stater har siden 1990 fraveget konfrontationslinjen og har 'de facto' eller direkte anerkendt Israel. Også Fatah, den gren af den palæstinensiske bevægelse som Yassir Arafat var formand for.

I forbindelse med Israels skabelse (eller gen-skabelse) skrev jeg udtrykkeligt 'araberne'. For et palæstinensisk folk fandtes ikke i 1947-48. Selve begrebet 'palæstinensere' blev først skabt i 1950'erne. Derfor er det en historisk anakronisme når støtter af palæstinenserne hævder, at israelerne/jøderne stjal landet fra dem; Det er dog umuligt at stjæle et land som ikke findes, fra et folk der ikke findes.

Der boede rigtigt nok mennesker i området; jøder, muslimer, kristne og drusere. Flest muslimer, men ikke et etableret folk med et etableret land. Derfor var en deling af området relevant, men araberne afviste den FN-sanktionerede delingsplan - som jøderne accepterede. Paradoksalt nok blev et palæstinensisk folk, eller i hvert fald dét der ligner, efterfølgende skabt netop ved skabelsen af Israel. Den første fælles-palæstinensiske bevægelse, PLO, blev grundlagt i 1948.

Men Hamas har endnu ikke fraveget krigslinjen, og har endnu ikke anerkendt staten Israel. Hver eneste Hamas-raket er derfor en mindelse om, at krigslinien stadig føres videre, og at ethvert fredsforslag vl blive forsøgt ødelagt. Som det skete op til år 2000, hvor Israel havde forladt ca. 80% af Vestbredden under 'land-for-fred'- ordningen. I stedet for fred fik Israel flere selvmordsbomber.

Steffen Jensen, journalist på TV2, kom med en åbenhjertig erkendelse d. 9.1.09 da han udtalte at Hamas ikke har den palæstinensiske befolknings bedste på sinde; ellers ville de aldrig have fortsat raketbeskydningen. Hamas har Hamas's politiske overlevelse på sinde - og det bygger på krigslinjen. Palæstineniske civiles blod er m.a.o. dét som Hamas' lever af.

Så længe raketterne flyver fra Gaza er fred på forhånd udelukket. Raketterne er militært set uanvendelige - men de er et effektivt anti-fredsdue system.

Share on Facebook

Til forsiden...

Beslægtede emner

Re: Politiske vampyrer (Hits: 1)
af petereliot Dato: 17/01-09 kl. 13:02
(Brugerinfo | Send en besked | Dagbog) http://www.totaldemokraterne.blogspot.com

Er jeg mon den eneste i dette land der anerkender Ghazas ret til at forsvare sig.

Re: Politiske vampyrer (Hits: 1)
af Kurt_Dejgaard Dato: 13/01-09 kl. 19:01
(Brugerinfo | Send en besked | Dagbog) http://flix.dk/modules.php?name=Journal&file=display&jid=84

Hej Jens

Det er rigtigt altsammen. Man kan ikke have sympati for en blodtørstig terrororganisation som stræber civile efter livet.
Den slags må det altid være legitimt at forsvare sig imod.

For mig, forekommer det ufatteligt hvorfor Ariel Sharon overhovedet lod Israel hjælpe Hamas til magten i Gaza, til at begynde med.
For sagen er jo den at da Hamas begyndte med deres selvmordsbomber, blev det brugt som foranledning af Israel til at bombe det palestinensiske selvstyres politistyrker tilbage til stenalderen som "straf" for ikke at være istand til effektivt at dæmme op for Hamas.
Hamas selv, rurte man ikke!

Det, svækkede Fatah og det palestinensiske selvstyre i Gaza striben i en sådan grad at Hamas kunne afsætte dem ved et militærkup.

Resultatet ligger lige til højrebenet, kunne man sige...

Jeg tvivler på at det var med dybere forsæt at Israel gjorde det. Det beror snarere på en regulær tanketorsk og så lidt for meget vanetænkning (Man hævner sig på den største af dem man ikke kan li', uden skelen til hverken situation eller realitet).

Idag forekommer det ironisk at Israel søger at alliere sig med Fatah i bekæmpelsen af Hamas - det var ved at knuse Fatah, Israel bragte Hamas til magten i første omgang...

Hvis Israel lover at fokussere på Hamas, og gøre martyrer af hvereneste af dem - de vil gerne selv være det - så må osse gerne blive det, for min skyld.
Men mon ikke Israel ved samme lejlighed skulle vågne lidt op og overveje hvilke fjender de selv ønsker sig?...

Hamas' position af idag skylder de Ariel Sharon tak for.
Det kan lidende civile ikke være tjent med. Hverken på den israelske side af grænsen, ejheller paa den palestinensiske.
(Der synes i denne debat at være ualmindelig lille interesse for hvor mange civile palestinensere der har måttet lide terror-døden for Hamas' hænder. Palestinensiske tab tæller aabenbart ikke i det store regnskab - uanset hvad skarpretteren hedder... Det synes jeg er smagløst! Det er hos de civile, vores sympati burde ligge. Og her, synes jeg at hudfarve og etnisk oprindelse kan være eet fedt).

Re: Politiske vampyrer (Hits: 1)
af agervej Dato: 15/01-09 kl. 14:40
(Brugerinfo | Send en besked)

Herluf Andersen
Hej Jens Geisler
Den historiske baggrund for krigen i dag mellem Palæstina og Israel begynder ved indgangen til det 20’ende århundrede. En af datidens stærkeste fortalere for med våbenmagt at fjerne den befolkning der stod i vejen for at oprette en jødisk stat var den britisk jødiske forfatter, Israel Zangwill. Under et møde med britiske zionister i 1905 sagde han, at man "enten må være forberedt på med våben at fordrive de arabiske stammer, som ejer jorden, eller leve sammen med en stor fremmed befolkning mest muhamedanere, der igennem århundreder har foragtet os.
1920 udgav han bogen: The Voice of Jerusalem, hvori han skrev: "Vi kan ikke tillade araberne at blokere et så værdifuldt stykke historisk land. (rekonstruktion genoprettelsen af Israel). Derfor må vi venligt overtale dem til at udvandre. Når alt kommer til alt, har de hele Arabien med millioner af kvadratkilometer .
Der er for araberne ingen særlig grund til at klamre sig til disse få kilometer. Det er derfor en konflikt om land. Om landet så skal kaldes Palæstina eller et andet arabisk navn eller om befolkningen skal kaldes palæstinensere eller arabere er i den forbindelse totalt underordnet. Det var jødernes synspunkt om det område som de af forenede nationer blev bevilget og kunne kalde deres.
Men vi skal slet ikke tilbage til 1920 for at finde udtalelser fra Israel, der viser, at landet er stjålet fra Palæstina, der på det tidspunkt var en stat. Den israelske general og politiker Moshe Dayan har udtalt ”vi tog med våben et arabisk land og gjorde det til et jødisk”
Konflikten mellem Israel og palæstinenserne er historien om sammenstødet mellem indvandrende jøder fra hovedsagelig Østeuropa og Palæstinas oprindelige arabiske befolkning. Grundlæggende handler det om kollisionen mellem zionismen og den gryende arabiske nationalisme, der virkelig fik næring i 1915, ved Frankrigs og Englands løfte til de arabiske lande om fuldkommen frihed, hvis de blot ville støtte dem i deres krig mod det osmanniske rige, hvilket de gjorde, og det osmanniske rige brød sammen
1917 Balfour deklarationen
Under første verdenskrig (1914-18) blev England og Frankrig enige om en deling af det osmanniske imperiums besiddelser i Mellemøsten mellem sig. Den britiske udenrigsminister, Arthur Balfour mente, at de jødiske nationalister kunne være en glimrende baggrund for besættelsen af den nordlige del af Palæstina. Som premierminister havde han i 1905 modsat sig jødisk emigration til Storbritannien. I 1917 erklærede han sin støtte til etableringen af et jødisk «hjemland» i Palæstina. Det vil sige han var villig til at støtte jøderne så de med våbenmagt kunne stjæle 20.770 km2 af Palæstinas jord Beslutningen var en grov tilsidesættelse af den arabiske befolkning i Palæstinas civile og religiøse rettigheder - dvs. 90% af befolkningen på dette tidspunkt. London fik sin vilje. Ved afslutningen af 1. verdenskrig fik de franske kolonier i Syrien og Libanon og de britiske i Irak deres selvstændighed, men England nægtede at give Palæstina selvstændighed med henvisning til Balfour deklarationen, hvor de havde lovet jøderne en selvstændig jødisk stat i palæstina.
En konsekvens af dette løfte blev en omfattende jødisk indvandring til Palæstina i 1920´ og 1930´erne, som truede den oprindelige befolknings ret til Palæstina. De nazistiske og fascistiske tendenser Europa drev overalt jøder på flugt, men i Europa og USA var grænserne lukkede. Problemet blev sendt videre til Palæstina.
Den massive indvandring og parallelle opbygning af rene jødiske samfundsinstitutioner indebar en begyndende kolonisering af Palæstina og rummede konturerne til en zionistisk stat i Palæstina. Det projekt var i konflikt med det palæstinensiske samfund, som gjorde oprør ved flere lejligheder – bl.a. generalstrejken i 1936.
Fra afslutningen af Første Verdenskrig i 1918 til 1948 havde England den formelle magt over Palæstina på Folkeforbundets vegne, men måtte til sidst give op under presset fra de borgerkrigslignende tilstande i Palæstina.
Efter Anden Verdenskrig blev England bekæmpet af den zionistiske bevægelse og den arabiske nationalisme, der også bekæmpede hinanden indbyrdes.
1947 overlod England problemerne til det nystiftede FN, som besluttede at dele Palæstina i en jødisk (56 % af Palæstina) og en arabisk stat (43 %). Området omkring Jerusalem og Bethlehem skulle være en international zone (1%). 1945 udgjorde den palæstinensisk arabiske befolkning 68 % - eller ca. 1.200.000 personer. Antallet af jøder var 534.300 eller knap 32 %. I 1922 var der 83.800 jøder (12,9%) mod ca. 570.000 palæstinensiske arabere (87 %).
I 1947 blev jøderne altså tildelt 56 pct. af Palæstina skønt de kun udgjorde 32 pct. af den samlede befolkning både palæstinensere og jøder. Men palæstinenserne der udgjorde de 68 pct. befolkningen, men blev af FN kun tildelt de 43 pct. af arealet. Israels tragedie var hermed en realitet.
Det siger sig selv, at en så ulige for deling af jorden skulle medføre krig, straks England trak sig ud af Palæstina hvilket skete den 14. maj 1948. Og Ben Gurión proklamerede oprettelsen af staten Israel. Jordan, Egypten, Syrien, Irak og Libanon svarede med øjeblikkeligt at angribe landet militært. Zionisternes udrensningspolitik nåede nu sit klimaks. 600-800.000 palæstinensere blev fordrevet fra deres hjem og måtte gå i eksil i Libanon, i Palæstinas østlige del (Jordanflodens vestbred) og i Egypten (især Gaza). I Israels officielle historieskrivning blev det hævdet, at de angribende arabiske lande havde opfordret palæstinenserne til at flygte. Først da israels militære arkiver i slutningen af 1980'erne blev åbnet for de israelske historikere, kunne disse konstatere, at den officielle historieskrivning var forkert. Ben Gurion havde selv opfordret til etnisk udrensning, og denne fordrivningspolitik blev igennem 1948 gennemført med en systematik, der først blev gentaget under de etniske udrensninger på Balkan i 1990'erne.
I januar 1949 blev der indgået våbenhvile med de arabiske lande. Israel havde da øget sit territorium med 40% ifht. delingsplanen. Afgørende for sejren var de sovjetiske våben og fly, som Israel gennem Tjekkoslovakiet havde anskaffet sig. Alligevel tog den unge stat umiddelbart parti for den anden part i den kolde krig, og knyttede en tæt strategisk alliance med USA, der fortsat eksisterer den dag i dag. Der var dog ikke tale om nogen simpel eller umiddelbar alliance. Da israelske, engelske og franske tropper i 1956 invaderede Egypten som gengæld for nationaliseringen af Suezkanalen, blev dette skridt modarbejdet af både USA og Sovjet, og invasionstropperne blev tvunget til atter at trække sig ud.
Nu kan man diskutere om det var Israel, der startede denne krig eller det var de arabiske lande. Det var ganske vist de arabiske lande, der angreb Israel. Men det kan vel næppe være forkert at sige, de angreb Israel fordi de med forenede nationers hjælp havde tilranet sig palæstinensernes jord. Og i januar 1949 var denne første krig slut, og Israel have udvidet sit areal i forhold til det de var blevet tildelt af FN med 40 pct. hvor meget Israel har udvidet sit areal med bosættelser ved jeg ikke, men det er sikkert ikke utænkeligt, at de har fordoblet deres areal udover det de blev tildelt, og at Israels formål er et Storisrael bør ingen være i tvivl om.
Herluf Andersen
.

]

Re: Politiske vampyrer (Hits: 1)
af mikkel Dato: 12/01-09 kl. 19:59
(Brugerinfo | Send en besked)

Det er rigtig nok altsammen. Bortset fra, at jeg ikke kan se argumentet om, at man kan stjæle land fra en befolkning, fordi de ikke er organiseret i en stat. Det forekommer mig lidt selvhøjtideligt: Vi kan få mere ud af det land, end de der bor der.

· Mere om Mellemøsten

Mest læste artikel om Mellemøsten:
Politiske vampyrer

Artiklens stemmer

Gennemsnitlig stemme: 4
Antal læsere der har stemt: 2

Kun Flix-medlemmer der er logget ind kan stemme.
Bliv medlem eller log ind

Valg

Printervenlig side

Send denne nyhed til en ven

Siden blev lavet på: 0.887 Sekunder